mandag den 25. juni 2012

Labels?

Efter at have kigget lidt rundt på diverse blogs, er det gået op for mig, at enhver kreativ sjæl med respekt for sig selv simpelthen MÅ eje sine egne labels. Og jeg skal i hvert fald ikke stå tilbage for alle jer andre, så jeg har besluttet mig for, at det skal jeg også :) Jeg har også bestemt mig for hvordan se skal se ud. Næsten i hvert fald. For jeg kan ikke helt bestemme mig for hvilke farver de skal have? OG jeg kan heller ikke helt bestemme mig for hvor jeg skal bestille dem fra. Skal jeg bestille hos scannex, hvor farverne ikke er helt præcis dem jeg havde besluttet mig for? Eller skal jeg bestille hos labelname, hvor farve valgmulighederne næsten er for mange. I hvert fald, hvis man er ligeså vægelsindet som jeg :) Jeg har heller ikke helt besluttet mig for, hvordan jeg kunne tænke mig at de skal foldes, for jeg ved ikke helt hvordan jeg synes det er pænest de sidder... Det er ikke bare lige sådan at få sit eget label. Jeg håber snart jeg tager en beslutning, så jeg kan komme igang med at pisse mit territorie af :)

søndag den 24. juni 2012

Fantastisk fredag

I fredags var hele den lille familie en tur i den lokale dyrepark. Vi har sæsonkort dertil, men det er desværre længe siden vi har haft tid til at tage afsted hele familien, og med 2 små børn er det nu engang nemmest med 2 voksne :) Men i fredags havde Peter tidligt fri, så lige så snart børnene var vågnet fra middagslur tog vi afsted.







Vi havde desværre glemt at få kameraet med, så billederne er fra tidligere ture derud. Det er et rigtig skønt sted, og helt klart et besøg værd, hvis man skulle være i nærheden. 


onsdag den 20. juni 2012

0 huller

Jeg er lige kommet hjem fra tandlæge og er den stolte indehaver af et sæt tænder med 0 huller. 0 nye huller altså, for jeg har fået min del fyldninger i årenes løb. Det sagt, så er jeg også den knap så stolte indehaver af 2 (2!) tænder, der er til observation for næsten hul. Æv. Så frygter jeg allerede fra nu at komme til tandlægen næste gang. Dobbelt æv! Men bare lige for nu vil jeg glæde mig over, at komme hjem med beskeden "0 huller" :) Og formaninger om at begynde at bruge tandtråd og at skifte til elektrisk tandbørste, fordi jeg er for hård med den manuelle.

tirsdag den 19. juni 2012

8,04 kg og 72 cm

Det er målene på denne lækkerbidsken
Vi har haft sidste besøg af sundhedsplejersken i dag. De har sparet besøget lige inden børnehavestart væk, men det går nok. Vi har jo været igennem det en gang før, og ved hvad vi skal være opmærksomme på.
Jeg overvejede om dagens indlæg skulle hedde "Skal vi ikke lave en perlekæde, mor?" For det er Livas yndlingsspørgsmål lige for tiden. Og selvfølgelig skal vi det. Men ikke bare af tilfældige perler. Nej, vi skal lave halskæder af flade perler. Og flade perler er, indtil i dag, ikke bare noget vi har liggende. Men i dag besluttede jeg mig for at det skulle være anderledes.
Farmor, som jo kom i går og passede børnene mens vi var ude på date, havde overnattet, og hun og Liva var ude at gå hele formiddagen. Saga sov, udmattet efter boelprøve, længdemåling, vejning og demonstration af krybeevner, så jeg havde lidt tid til at producere flade perler.



Ind i ovnen ved 200 grader i ca 4 min.


Det er ganske almindelige Hama-perler, men de bliver lidt sjovere af at blive bagt først. De bliver også lidt klarere i farven, og lidt mere glasagtige at se på. Til gengæld går der så en del flere til en halskæde.

mandag den 18. juni 2012

Middag for to

I dag har manden og jeg været alene i byen for første gang siden vi fik barn nummer 2 i oktober. Og det var skønt. Min fa har været så rar, at klippe værdikuponer ud af ekstrabladet, og det gav en gourmetmiddag for to personer på Jensens Bøfhus. Nu ved jeg godt, at gourmet ikke er det første man tænker på når man tænker på Jensens Bøfhus, men når man nu bare længes efter at komme ud og få lidt kærestetid, så er der pludselig helt fantastisk meget gourmet over det :) Og skønt var det. Tænk at kunne nyde sin mad i fred og ro, mens man fører en voksen samtale om alt muligt andet end madpakker og pottetræning og tænder :) S K Ø N T !
Det var som skrevet første gang vi var afsted helt uden børn, og dermed første gang at lille Saga skulle passes. Lidt nervepirrende var det (mest for mig), at sætte sig ud i bilen og kører bort, men vi havde efterladt børnene til deres farmor, så vi vidste de var i gode hænder :)
Nu vil jeg drikke en  kop kaffe mens jeg overvejer hvordan jeg skal overbevise manden om, at de her ville se helt fantastisk ud på vores køleskab...

søndag den 17. juni 2012

Lidt har også ret

Det er alt for længe siden jeg har været aktiv ved min symaskine. Det er lidt som om der ikke er timer nok i døgnet. Eller måske er jeg bare for træt når pigerne er puttet og opvasken er taget og legetøjet igen befinder sig på sin plads. Eller måske prioriterer jeg bare forkert... Men så skete der pludseligt noget: I går havde min mand givet vores lille pige tøj på, og han havde helt tilfældigt valgt dette outfit, som passer så lidt sammen, at det nærmest passede sammen
Jeg har syet både bukserne og blusen til Liva, og det var aldrig tænkt som et sæt, men det kunne manden jo ikke vide. Da jeg så det hjemmesyede "sæt", fik jeg helt vildt meget lyst til at sy noget, og da jeg ikke havde noget stof liggende i skabet (og der er ellers meget), som jeg havde lyst til at sy tøj af, besluttede jeg mig i stedet for at kaste mig ud i en barnevogns-sidde-støtte-pude. Den er et forsøg, derfor det lidt underlige stofvalg.
Og sådan ser den ud i aktion
Den er allerede prøvekørt på en lidt længere tur, og den virker som udmærket, men ikke helt perfekt. Der er et aller andet, der ikke er helt som det skal være med enten pude, barnevogn eller baby, så det skal lige undersøges nærmere og rettes inden version 2 skal produceres. Jeg ved godt, at børn ikke må sidde op inden de kan sætte sig op selv, men når ungen nu ikke gider at ligge i barnevognen ret længe ad gangen når hun er vågen, så er det vel bedre, at hun får lidt støtte, end at hun dingler rundt fra side til side. Ideen og DIY til puden har jeg fundet her.   

Næste projekt er at komme videre med at allerede startet projekt. Jeg har sat mig for at skulle sy 10 elefanter af denne slags. Jeg har allerede syet 2, og klippet til 2 mere, så jeg er godt på vej, men der kommer ikke billeder af dem, inden jeg er færdig :)



fredag den 15. juni 2012

Andst OL festival 2012

I dag har jeg været med min store pige til OL festival i Andst. Et arrangement for børnehaven, SFO og 0. til 3. klasse. Og det var skønt :) Der var indmarch kl 9.30 til OL-sangen, der indtil i morges har været tophemmelig herhjemme. Liva har godt nok flere gange sagt, at de skulle synge OL-sangen, men når har spurgt om jeg må høre den har svaret bare været, at det måtte jeg på fredag. Det har jeg så til gengæld også fået lov til i dag, for hun har sunget den nærmest uafbrudt siden indmarchen.
Det var en rigtig hyggelig dag, hvor jeg fik lov til at hænge ud med min store pige, mens hun prøvede alle mulige forskellige ting. Hun startede selvfølgelig i kageboden, skarpt forfulgt af tatoveringsboden. Så blev der lige tid til en ridetur, og så skulle hun males i ansigtet. Resultatet blev denne skønne mariehøne

En tur på hoppepuden (med mor) blev det også til, og så hen at få en pølse. Så var vi lige henne at kigge på klatrevæggen, men den var lidt for farlig. Og så vågnede Saga. Heldigvis trængte Liva på det tidspunkt til en juice og en banan, så det var helt fint at lillesøster også var sulten. Og så kunne hun ikke klare mere. Så jeg gik hjem og puttede min syngende mariehøne til lur :) Alt i alt en helt fantastisk dag. Jeg overvejer allerede nu, om jeg kan få lagt en fridag ind næste år, så jeg kan komme med igen.
Nu sover begge børn dejligt. Manden er igen på arbejde. Jeg har anrettet mig med blade og fredagsslik, så må opvasken og slankekuren vente til i morgen :)

tirsdag den 12. juni 2012

Torden eller ej...

Jeg er alene hjemme med de skønne piger i aften. Manden har aftenvagt, sådan er det at være efterskolehustru :) Begge pigerne er for længst puttet, men det lader til at ingen af dem kan finde søvnen. Liva sprang ellers luren over i børnehaven i dag, så man skulle tro, at hun var ekstra træt. Det kommer nok lige om lidt. Det er nu lidt over en uge siden hun startede i børnehaven, og hun ELSKER det. Det er dejligt, at hun knap nok har tid til at sige farvel om morgenen, og hun har slet ikke tid til at blive hentet. Jeg havde nok lidt frygtet, at hun ville savne sin dagplejemor, fordi der kun er en brøkdel af de børn, der er i en børnehave. Det gør hun ikke. Snarere tværtimod. Hun har også været den ældste i et år, med 7 måneder til den næste, så der er ikke noget at sige til, hvis hun har savnet jævnaldrende. Sådan så hun ud, da jeg hentede hende i fredags.

Glad, træt og beskidt :) Skøn, ik?
Jeg sidder i min sofa og kigger ud på himlen. Den veksler mellem at være faretruende grå, og at lysne lidt. Mit humør svinger i takt med himlens toner. Jeg HADER tordenvejr, så hver gang himlen bliver mørkere, bliver jeg pirrelig, og hver gang den lysner bliver jeg glad. Lidt pinligt egentlig at være 33 og mor til 2 og så være bange for torden. Jeg er som sådan heller ikke bange for tordenen, men bange for at lynet skal slå ned i mit hus, og at det skal brænde ned til grunden. Både fordi jeg nok er lidt mere materialistisk end jeg er parat til at indrømme overfor mig selv, men også fordi jeg har en snigende mistanke om, at jeg ikke er god i en krisesituation. Og alene hjemme med 2 børn i et brændende hus vil jeg helt sikker karakterisere som en krisesituation.
Jeg har både set vejrudsigten "live" og læst den på teksttv, og de er alle enige om, at der måske kan komme kraftige regn- og tordenbyger. Hvis de da så bare kunne sige enten eller. Men nej, jeg er "tvunget" til at kigge ud på himlen for at følge med, og lige nu kan jeg faktisk se pletter med blåt! Det må da være et godt tegn :) Det lyder alt sammen mere neurotisk end det er...

Jeg arbejder hårdt på at få bloggen til at se ud som jeg gerne vil have den til. Mange af (alle) de blogs jeg læser er ret tjekkede i designet. Jeg er lidt for stædig til at spørge om hjælp. Endnu :) Men jeg har på fornemmelsen, at jeg enten bliver nødt til at modtage hjælp, eller at acceptere at den ser ud som jeg kan få den til... Måske er en del af problemet, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg gerne vil have den til at se ud. Eller hvad jeg helt præcis skal bruge den til. Men det kommer nok henad vejen.
Nu blev der ro på værelserne. Så vil jeg skynde mig at tage opvasken og smide mig på sofaen :)

søndag den 10. juni 2012

Stille søndag

Det er søndag aften. Opvasken er taget, begge børnene sover, og manden er på arbejde. Jeg sidder og nyder stilheden, og prøver på at forfatte det første indlæg på min nyopstartede blog. Egentlig er det lidt lige meget, hvad jeg skriver, for Knödelicious er kun for mig :) I hvert fald indtil videre. Så nu vil jeg logge af, og nyde en stille søndag aften i selskab med Bridget Jones, og glæde mig over, at jeg ikke er i hendes sko.
Ha' en rigtig god aften alle mine fiktive læsere :)